Kort om publikationen Erhvervsstruktur 2010-2014

I Erhvervsstrukturen, er der mellem 2013 og 2014 et fald på -1,5 pct. i antal virksomheder. På grund af en ændring i registreringspraksis i data omkring indhandling, er lønsummen også yderligere påvirket til et fald, der er på -8,7 pct. i 2014.

 

Erhvervsstatistik er grundlaget for indsigt i og analyse af det grønlandske erhvervsliv. Nærværende publikation dækker en periode på fem år fra 2010-2014 og beskriver erhvervsstrukturen i Grønland.

 

Publikationen fokuserer på grønlandske virksomheder udenfor offentlig administration, forsvar og socialforsikring. Det betyder, at selvstyrets aktieselskaber og nettostyrede virksomheder indgår i undersøgelsen, men at store dele af den offentlige sektor generelt ikke er inkluderet.

 

Publikationen giver et overblik over udviklingen i perioden i antallet af virksomheder og deres størrelse målt i lønsum i forhold til brancher, ejerforhold og geografisk placering.

 

Statistikkens primære kilder er Grønlands Statistiks beskæftigelsesregister og indkomstregister, der begge er dannet på baggrund af udtræk af data fra Skattestyrelsen. Der redegøres for databehandlingen samt andre problemstillinger i det afsluttende metodeafsnit i nærværende publikation, mens udførlige metodebeskrivelser til kilderegistrene kan findes i seneste publikationer af henholdsvis beskæftigelsesstatistikken og indkomststatistikken.

 

Visse sektorer i det grønlandske erhvervsliv er i høj grad præget af selvstyrevirksomhedernes aktivitet. Et nærmere indblik i de særlige forhold, der gør sig gældende for det grønlandske erhvervsliv, er søgt etableret ved at sammenstille en række nøgletal for selvstyrets virksomheder i publikationens appendiks (afsnit 4).

 

Fra og med 2014 er der som følge af ændret registreringspraksis af rådata i forbindelse med indhandling et databrud i tidserien. Det betyder, at sammenligninger af lønsumsopgørelser mellem 2013 og 2014 skal foretages med stor varsomhed – særligt indenfor brancherne Fiskeri samt Handel og reparationsvirksomhed. Således er ”løn” registret fra indhandling frem til og med 2013 bruttoopgjort – dvs. indhandlingsbeløbet er sidestillet med løn – mens det fra 2014 er nettoopgjort, hvor omkostningerne er fratrukket. Denne metodeændring betyder et lavere – og mere retvisende – lønsumsniveau fra og med 2014. For en mere udførlig beskrivelse af metodeændringen henvises til Afsnit 2.3.3 i seneste beskæftigelsespublikation (”Beskæftigelsen 2014”).

 

Decimalafvigelser mellem total og summen af de enkelte poster kan forekomme og skyldes afrundinger.